Tjekliste til dit toiletbesøg

Tynd, tyk, mørk, sort, rød eller gul afføring – hvordan skal normal afføring egentlig se ud, når vi går på toilettet? Og er der forskel på farve og konsistens, når vi har det godt, og når vi har ondt i maven? Vi giver dig en tjekliste til dit toiletbesøg – så kan du selv holde øje.

 

 

Farve

Normal afføring er brun. Farven opstår, fordi den er påvirket af galden, som hjælper med at fordøje maden.

Hvis afføringen ændrer farve til sort, rød, gul, lys eller grålig skal man være opmærksom og eventuelt kontakte lægen. Nogle farveændringer kan være ganske harmløse og have en helt naturlig forklaring. For eksempel kan afføringen være rødlig, hvis man har spist mange rødbeder, men det kan også være tegn på sygdom. Hvis dit afføringsmønster ændrer sig, bør du kontakte en læge.

 

Konsistens

Normal afføring skal være sammenhængende, blød og fast i massen. Det skal ikke være smertefuldt at have afføring, men det skal omvendt heller ikke være for let. Mens det første kan være tegn på hård mave eller forstoppelse, så kan det andet være tegn på diarré.

Normal afføring kan godt være ujævn, men skal være uden blod, pus, slim og orm.

Nogle eksperter mener, at det er et sundhedstegn, hvis afføringen flyder ovenpå vandet i toilettet, fordi det er et tegn på, at man har fået tilstrækkeligt med fibre. Afføring, der synker til bunds, mangler dermed typisk fibre, og det vil dens vægt, form og størrelse bære præg af. Hvis man spiser meget kød, drikker for lidt væske og måske ikke får rørt sig nok i hverdagen, så vil ens afføring typisk være hård og tung. Læs mere om kost, der er god for fordøjelsen her

Omvendt fremhæver andre eksperter, at det ikke er alle, der kan tåle mange fibre, så når man skal vurdere sin generelle sundhedstilstand, så bør man også se på afføringens farve, konsistens og om man i øvrigt har det godt. Spørg din læge, hvis du er i tvivl.

 

Lugt

Når maden nedbrydes i tarmen, bliver der dannet svovlbrinter og ammoniak. Det er disse luftarter, der gør, at afføring lugter. Lugten kan ændre sig afhængigt af, hvad man spiser. Se, hvad Søs Wollesen anbefaler til en god fordøjelse.

 

Toiletbesøg – en eller flere gange om dagen?

Nogle har et enkelt visit om dagen, andre flere. Og faktisk er begge dele normalt. Det er meget individuelt, hvor ofte vi render på toilettet, men man siger, at alt fra tre gange om dagen til tre gange om ugen er normalt. Vær dog opmærksom og kontakt lægen, hvis dit normale afføringsmønster pludselig ændrer sig, eller hvis din afføring er usædvanlig løs eller hård.

Læs mere:

Behandling af forstoppelse

Få bedre fordøjelse med faste rutiner

Fakta og myter om kost og maveproblemer

 

 

LDM_toejvalg